Røgfri aftaleLodtrækning

Lodtrækning og præmier

En af brikkerne i X:IT er lodtrækningen om en præmie blandt de elever i 7.-9- klasse, der har indgået en Røgfri aftale. Lodtrækningen finder sted på skolen i slutningen af hvert skoleår.

Hvad kan eleverne vinde?

Præmien kan fx være en Ipod, høretelefoner eller et gavekort. Værdien ligger mellem 1000 og 2000 kroner, så gaven er attraktivt for eleverne og motiverer dem til at indgå en aftale. En stor gave signalerer også, at de voksne ser det som værdifuldt, at de unge holder sig røgfri.

Bonusgaver

Nogle skoler har haft mulighed for at give ekstra præmier ved lodtrækningen. Et sted var det gavekort til Paradis Is, der havde givet sponsorgaver. Andre steder har eleverne vundet billetter til kommunale anlæg, fx fodboldkampe, svømmehal eller skøjtebane. Nogle skoler supplerer den individuelle præmie med en oplevelse for hele vinderens klasse,

Hvem betaler præmierne?

På de fleste X:IT-skoler dækker forvaltningen udgifterne til præmier. Det kan dog også være skolen selv eller lokale sponsorer, som forvaltningen indgår aftaler med. Fx har Lions Club støttet X:IT i Aalborg med præmier.

Præmieuddeling

Som kommunens X:IT-ansvarlige skal du sammen med skolerne aftale, hvordan lodtrækning og præmieoverrækkelse foregår.

  1. Tid og sted
    Find en dag, hvor eleverne kan samles til præmieuddeling. Ofte vil det være mest oplagt at det foregår på skolen, men det kan være, I har andre ideer.

  2. Hvem skal med?
    Ud over elever, lærere og skoleleder, vil det være naturligt, at du som kommunens X:IT-ansvarlige deltager. Derudover kan I invitere en kommunal politiker til at holde en kort tale. Det gør arrangementet lidt mere officielt og højtideligt.

  3. Presse
    Husk at invitere de lokale journalister. Der har være fortalt om X:IT og præmieoverrækkelserne i både lokale aviser, radio, tv og på web. Skriv en pressemeddelelse og send den til de relevante medier. Få kommunens kommunikationsafdeling til at hjælpe dig.

  4. Uden mad og drikke…
    Lidt mad og drikke kan sætte prikken over i’et. Det kan være saft, frugt, kage e.l. En kommune fik den lokale Netto til at sponsere frugt til præmieoverrækkelsen.